Det har altid for mig været en svær balance at finde frem til, hvor meget jeg har skulle leve i nuet og dermed ikke spekulere så meget på, hvad der lå ude i fremtiden, og hvad fortiden ellers havde bragt mig. Tidligere har jeg været rigtig dårlig til at leve mit liv særligt meget i nuet. På dette tidspunkt arbejdede jeg hele tiden på at undgå en lang række problematikker, som lå ude i fremtiden. I samme periode brugte jeg også rigtig mange ressource på at tænke tilbage på min fortid og reflektere ud fra denne med det formål, at jeg ikke ville begå de samme fejltagelser på ny. Mit problem på daværende tidspunkt var, at jeg næsten aldrig rigtig levede i nuet, hvad gjorde, at jeg meget sjældent så livet som noget der mindede om en leg. Jeg var ikke decideret deprimeret eller særlig negativt tænkende, da jeg hele tiden fokuserede på de positive resultater, som jeg arbejde på at opnå, og samtidigt fokuserede på den samlede arbejdsmængde, som jeg brugte på at opnå disse resultater, som jeg et eller andet sted var stolt af at kunne gennemføre uden at pive. Det helt overordnede problem var, at jeg, når jeg endelig nåede de resultater, som jeg arbejdede stenhårdt på at opnå igennem længere tid, kun var glad et kort øjeblik, hvorefter jeg straks rent mentalt begyndte at fokusere på de mål, der stadig ikke var opnået og nye mål, som jeg nu kunne sætte mig, fordi jeg netop havde opnået et tidligere ønsket mål.

Ovenstående dilemma tror jeg mange sidder fast i. Altså det faktum at man hele tiden går efter et nyt mål og dermed aldrig rigtig nyder de resultater, som man opnår undervejs i sit liv.

I dag lever jeg langt mere i nuet, og jeg nyder i den forbindelse livet i langt større dele af den tid, hvor jeg er vågen end tidligere. Dette betyder ikke, at jeg ikke arbejder langsigtet eller forbyggende i relation til at undgå fremtidige problematikker. Det betyder heller ikke, at jeg ikke kigger tilbage i tiden og prøver at lære af mine tidligere erfaringer og fejltagelser. Men den store forskel er, at jeg i dag foretager mig disse knap så spændende ting i en væsentlig mindre tidsmængde end tidligere, hvad også vil sige, at jeg flere gange dagligt har tid til at foretage mig nogle ting, som jeg sætte rigtig meget pris på. Denne måde at leve livet på betyder også, at jeg langt nemmere kommer igennem de kedelige punkter i dagens program så som at stå meget tidligt op, gennemføre de sidste 25 % af de træningspas, som jeg gennemføre dagligt, og løse de daglige arbejdsopgaver, som er knap så motiverende som andre.

Ovenstående måde at leve mit liv på har den sidste måneds tid gjort, at jeg til daglig er en langt mere positiv Lasse Schou uanset hvad jeg møder på min vej. Dette er rent faktisk meget fantastisk at opleve sammenlignet med det, som jeg har oplevet de tidligere år, hvor jeg hovedsageligt har knoklet sindssygt meget fra morgen til aften med opgaver, som jeg i bund og grund ikke syntes om.