Jeg har især de seneste to til tre år lagt mærke til, hvordan forskellige mennesker opfatter tiden utroligt forskelligt. Der er nogle som altid synes, at tiden flyver af sted, mens andre havner i den helt modsatte grøft og dermed synes at tiden ofte går meget langsomt.
 
Jeg har desuden analyseret mig frem til, at folk der er ekstremt strukturerede og som dermed meget sjældent kommer ind i perioder, hvor tingene vælter ned over hovet på dem, ofte har en tidsfornemmelse, hvor de ikke nødvendigvis synes, at tiden går særligt stærkt. Havner du derimod i den modsatte grøft, hvor du altså intet planlægger og derfor ofte havner i situationer, hvor du spontant har behov for at løse en hasteopgave, fordi du ikke havde planlagt at løse disse opgaver før de var absolut presserende, så vil du ofte have en tidsopfattelse, som overordnet betyder, at du synes tiden generelt går stærkt.
 
Personligt er jeg havnet i den grøft, hvor alt hovedsageligt planlægges og struktureres. Dette betyder også, at jeg sagtens kan nikke genkendende til, at jeg i flere perioder ikke synes at tiden går voldsomt stærkt. Når jeg så en gang i mellem slipper hele kontrollen og dermed foretager mig noget, som ikke er planlagt til mindste detalje, så synes jeg faktisk, at tiden går stærkt. Det store spørgsmål for mig er jo så, hvordan jeg finder den ideelle balance mellem det faktum at være meget struktureret og i andre perioder tage tingene lidt mere som de kommer. For jeg tror ikke, at det er et spørgsmål om at vælge, men derimod et spørgsmål om at finde den balance, som passer bedst til en selv og dermed afføder det gladeste individ.
Den glade Lasse Schou