FCK
Så er vi efterhånden kommet et godt stykke ind i den nye sæson. Jeg må desværre, som så mange andre FCK fans, konstatere, at vi har fået en noget sløj sæsonstart. Dog er situationen alligevel ikke værre, end at vi stadig kan nå at få succes i indeværende sæson, hvis ellers situationen begynder at vende inden alt for længe. Succes i indeværende sæson kræver dog, at vi på ny bliver danske mestre, og derudover går videre fra vores gruppe i Europa League. En sejr i pokalturneringen betragter jeg ikke som afgørende i denne sammenhæng, da en sådan triumf bygger lidt for meget på tilfældigheder.
Succes/guld i SAS ligaen bør stadig være realistisk at opnå, da der stadig er ¾ tilbage af den nuværende sæson, og da der kun er tre og to point op til henholdsvis OB og Brøndby, som formentlig bliver vores største rivaler i denne sammenhæng. Jeg tror nemlig både AaB, Esbjerg og AGF langsomt begynder at falde ned igennem tabellen, som sæsonen løbende udvikler sig. Dog skal man passe på med at afskrive AaB totalt, da de jo ganske for nylig har vist, at de kan være med helt fremme.
Hvad angår Europa League, så er jeg straks mere bekymret, da vi netop i skrivende stund har tabt den første kamp og samtidig fordi, at vi allerede skal spille den næste meget afgørende nøglekamp om kun 14 dage. Hvis vi ikke vinder den næste kamp, så begynder det for alvor at se svært ud, hvis vi som sagt skal gøre os forhåbning om at gå videre fra vores pulje. Problemet med at vinde kampen om 14 dage skyldes for det første vores nuværende niveau, som skal forbedres markant, hvis vi skal gøre os forhåbning om succes i denne kamp. Derudover ser skadessituationen heller ikke god ud i skrivende stund. Der er i øjeblikket fem skadede nøglespillere i truppen, hvoraf jeg mener, at Ailton og Hjalte Nørregaard må betragtes, som værende fuldstændig afgørende for, at vi kan vinde den næste kamp i vores pulje. Meget tyder dog på, at de bliver klar inden kampen, men der er selvfølgelig stor forskel på at være 100 % klar og kun 80/90 %, som det ofte ses, når spillere vender tilbage fra mindre skadespauser.
Men som FCK fan tror jeg selvfølgelig på det bedste og håber dermed, at spillertruppen kan høste selvtillid med to sejre i de næste to SAS liga kampe mod henholdsvis Randers og Esbjerg, hvorefter de forhåbentlig kan stille op mod Sparta Prag i noget der minder om stærkeste opstilling og i den forbindelse nappe alle tre point. Hvis dette sker, så synes jeg faktisk, at det stadig tegner lyst for indeværende sæson, selvom vi tidligere på sæsonen missede Champions League.









Leave your response!